Axzon lander nyt kæmperesultat - betaler udbytte

Effektiv produktion i tre lande bag flot år.

Det største danskejede landbrug Axzon styrer direkte mod et rekordresultat for 2017, selvom prisen på svinekød er faldet markant i de seneste måneder.

Sidste år satte Axzon rekord med en omsætning på 1,5 mia. kr. Og her på tærsklen til 2018 tyder alt på, at endnu en rekord er på vej.

»Jeg kan allerede nu sige, at vores omsætning i 2017 lander på mellem 1,6 og 1,7 mia. kr. Det er et historisk højt niveau, som vi er meget glade for«, siger adm. direktør Tom Axelgaard, Axzon.

Ikke ’halleluja’-højt

Han tilføjer, at resultatet »ikke ligger på et halleluja-højt niveau«, da prisen på svinekød i år blot har været på niveau med de forudgående fem års gennemsnit.

»Det, der for alvor bærer den flotte omsætning hjem, er den høje effektivitet, vi har i produktionen«, siger han og peger samtidig på to andre vigtige faktorer, der har medvirket til resultatet.

»Ud over en høj effektivitet har vi haft et godt bytteforhold mellem korn og svinekød, der især hen over sommeren var helt ekstraordinært godt«.

»Dertil kommer det faktum, at vi producerer svin i både Polen, Ukraine og Rusland. For mens prisen på svinekød i Polen og resten af EU er faldet næsten to kr. kiloet siden september, er det gået den modsatte vej i Ukraine, hvor vi lige nu får 11,25 kr. for et kilo svinekød«.

Samtidig er Axzon også på vej mod rekorder i både EBITDA-overskuddet, der er overskud opgjort før renter, skat, afskrivninger, nedskrivninger og påvirkning af valutakurser, samt i den såkaldte EBITDA-margin, der udtrykker virksomhedens evne til at tjene penge.

Frygter svinepest

EBITDA-overskuddet var allerede efter årets ni første måneder højere end for hele 2016, nemlig 382 mio. kr. sammenlignet med 328 mio. kr. for hele 2016.

»Når det gælder EBITDA-marginen, lå den sidste år på knap 22 procent, mens den i år ligger på 27 til 28 procent«, siger Tom Axelgaard.

Næste år udvider Axzon med flere svin, biogasanlæg, lagre til kornopbevaring og et slagteri.

Den eneste sorte sky, der kan genere for udsigten, er risikoen for svinepest.

»Derfor gør vi også alt det, vi kan, når det gælder biosecurity«, siger Tom Axelgaard.

Stort udbytte

De omkring 170 danske landmænd, der er aktionærer i Axzon, fik fornylig en pænt stor julegave på forskud. For mens Axzon intet udbytte betalte til aktionærerne sidste år, blev der taget grundig revanche i år.

»Det er min holdning, at aktionærerne skal kunne mærke, når det går godt for Axzon. Derfor har vi også flere gange betalt i omegnen af 20 mio. kr. i udbytte til dem«, siger adm. direktør Tom Axelgaard.

Men sidste år undlod Axzon at betale udbytte, selvom økonomien var god nok til det, og sidste halvdel af året gik rigtig godt.

»I år leverer vi igen et godt resultat. Derfor har vi udbetalt et ekstraordinært stort udbytte i år, et udbytte, der populært sagt er begrundet i, at det er gået rigtig godt i det seneste halvandet år«, siger Tom Axelgaard.

Årets udbytte til aktionærerne lyder derfor i år på 78 mio. kr.

Den største enkeltaktionær med en andel på 6,9 procent af aktierne er IFC, International Finance Corporation, under Verdensbanken. Den næststørste aktionær er Tom Axelgaard, der ejer 3,9 procent af aktierne.

De øvrige 89,2 procent af aktierne ejes af cirka 170 aktionærer, der for de allerflestes vedkommende er landmænd. De har for nylig hver især i gennemsnit modtaget godt 400.000 kr. i udbytte.

Faktaboks

Axzon A/S

  • 2.400 ansatte
  • Landbrug i Polen, Ukraine og Rusland
  • 42.500 søer og 28.000 hektar under plov
  • Slagteri i Polen. Medejer af Sevel Slagteri i Danmark

Årlig produktion

  • 1,3 mio. slagtesvin
  • 51.000 ton kød
  • 62.000 MWh energi

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle